Rungsted Kyst

Rungsted Kyst Station: en smukkere plads, der matcher det historiske vingesus er højt på ønskelisten

Mengel Ejendomme, der er den nye ejer af Fritidshuset ved Rungsted Kyst Station, vil skabe et attraktivt sundhedshus med respekt for husets oprindelige udtryk fra 1924.

Ejer Steen Mengel og Hørsholm Kommune en fælles drøm om at skabe et smukt byrum mellem Rungsted Kyst Station og Fritidshuset. ”Pladsen fortjener et løft, så den matcher omgivelserne og områdets historie,” siger borgmester Morten Slotved.

Da Kommunalbestyrelsen i december 2021 valgte Steen Mengel som den kommende ejer af Fritidshuset var det især Mengel Ejendommes ambition om at restaurere bygningen, så den kommer til at fremstå som da den blev bygget. Det vil sige, at de tilbygninger, som huset med tiden har fået, vil blive tilpasset husets oprindelig udtryk. Indeni får huset også en omfattende restaurering.

Udover renoveringen, er det også planen, at borgerne fortsat har mulighed for at komme i huset uden for åbningstid. Steen Mengel udtaler: ”Jeg har i mange år købt og istandsat bevaringsværdige bygninger i Aarhus. Dette er mit første projekt i Københavnsområdet, så det betyder meget for mig at restaurere Fritidshuset i overensstemmelse med bygningens grundlæggende kvaliteter og genskabe bygningens oprindelige atmosfære”. Steen Mengel fortsætter: “Jeg elsker ældre smukke ejendomme og at bevare sjælden i disse gennem nænsom renovering i tidsløse materialer. Og Fritidshuset ser jeg for mig som en lille perle i centrum af Rungsted, der kan blive et perfekt sted til et nyt Sundhedshus til stor gavn og glæde for kommunens borgere. Jeg er allerede nu blevet kontaktet af læger, en fysioterapeut og et privathospital, der har vist interesse.”

En åben plads i tråd med udviklingsplanen

Kvaliteten og historiens vingesus er tydelig ved Rungsted Kyst station med den smukke gamle stationsbygning, nærheden til Karen Blixens Rungstedlund, Steen Eiler Rasmussens Rungsted Skole og bytorvet. Det forpligter, og borgmester Morten Slotved værdsætter, at huset kommer til ny værdighed.

Mengel Ejendommes planer om at åbne gårdspladsen og forpladsen, så området bliver mere inviterende vækker også begejstring. Rungsted Kyst Station er en af Danmarks mest velbevarede stationsmiljøer, men Fritidshuset, der ligger over for stationen og pladsen omkring husene har i flere år har Hørsholm Kommunes fokus i forhold til at skabe en positiv forandring og komme af med det slidte udtryk.

”Sammen med borgerne skabte vi i 2020 en udviklingsplan for stationsområdet, hvor besvarelse af bygningerne var i fokus, sammen med ambitionen at forstærke byrummenes kvaliteter. Derfor er en opgradering af stationsforpladsen helt i tråd med Kommunalbestyrelsens udviklingsplan. Pladsen mellem Fritidshuset og DSB’s stationsbygninger fortjener kort sagt et løft med respekt for fortidens kvaliteter,” siger Morten Slotved og fortsætter, ”Steen Mengel har rakt hånden ud til et samarbejde ud om at opgradere pladsen. Det vil jeg bringe videre med til Kommunalbestyrelsens budgetdrøftelser.”

Budget 2023 vedtages i oktober 2022, men drøftelserne om budgetposterne begynder så småt i april 2022.

Fakta – om det kommende sundhedshus i Fritidshuset

Mengel Ejendomme ønsker at skabe et sundhedshus med en bred vifte af tilbud indenfor velvære- og sundhed. Den kommende renovering sker med respekt for stedets kulturhistorie og den nye ejer ønsker, at bygningen skal åbne sig op ud mod Stationspladsen og bidrage til at være en del af et kulturhistorisk, levende og karakterfuldt byrum.

Den store røde bygning fra 1924 ved Rungsted Kyst Station, kendt som Fritidshuset, skal dermed fortsat være med til at sørge for liv og åbenhed på Stationspladsen, og skal også i sin fremtidige form understrege områdets historiske vingesus samt den eksisterende grønne karakter.

Kommentarer