Hørsholm

Fejlagtig praksis på Hørsholm Musikskole med brug af private mails

Ca. 900 elever og forældre har i dag fået besked fra Hørsholm Musikskole om, at man stopper en praksis med at kommunikere via lærernes private mails og telefonnumre.

Det sker af hensyn til borgernes datasikkerhed. Hørsholm Kommune vurderer, at der ikke er sket nogen skade i forhold til borgerne.

Da den hidtidige fremgangsmåde ikke er i overensstemmelse med retningslinjer og regler for korrekt databehandling (GDPR), har Hørsholm Kommune indberettet forholdene til Datatilsynet.

Hørsholm Kommune vurderer, at der ikke er sket nogen skade i forhold til borgerne, men at kommunikationsmåden er fejlagtig og derfor er hændelsen indberettet til Datatilsynet.

Ingen lærere har således oplevet, at deres private telefon eller computer er blevet kompromitteret, og kommunen har derfor ingen grund til at tro personoplysningerne er tilgået af uautoriserede personer.

Læs hele brevet til forældre og elever på Hørsholm Musikskole herunder:

Kære elever og forældre på Hørsholm Musikskole.

Lærerne på musikskolen vil fremover udelukkende benytte sig af deres Hørsholm Kommune-mailadresse samt arbejdstelefonnummer når I kommunikerer sammen. Det sker af hensyn til jeres datasikkerhed.

I vil derfor i uge 8 modtage besked fra Speedadmin (vores beskedsystem) med den korrekte mail og telefonnummer til jeres lærer. Vi beklager ulejligheden med at skulle udskifte kontaktinfo til lærerne.

Vi har som myndighed ansvar for at data opbevares sikkert og korrekt, og det kan vi ikke garantere, hvis data befinder sig på private enheder og i private mailbokse.

Det ansvar gør sig også gældende selvom kommunikationen jo oftest er korte beskeder om øvelser til næste time, forsinkelser og sygdom mm. Derfor kommunikerer lærerne fremover ikke via private telefonnumre mm, men via kommunens mails og numre.

Det er vigtigt at nævne, at al information og korrespondance vedr. indmeldelse og regningsbetaling mm. er sket på korrekt vis og her er er der ikke anvendt private mails eller telefonnumre. Den fejlagtige dataopbevaring er udelukkende sket i forbindelse med ad hoc-kommunikationen mellem lærerne og jer eller jeres børn.

Det har vi gjort for at sikre behandlingen af personoplysninger sker i overensstemmelse med kommunens regler:

Musikskolens lærere har slettet jeres telefonnumre, mailadresser mm. på deres private telefoner og computere.

Al kommunikation med jer i form af sms’er og mails er også slettet. Relevant information om f.eks. fremtidige aftaler er lagt i kommunens system. Vær dog meget gerne opmærksom på aftaler eller anden aktuel information selv.

Da den hidtidige fremgangsmåde ikke er i overensstemmelse med retningslinjer og regler for korrekt databehandling (GDPR), har Hørsholm Kommune indberettet forholdene til Datatilsynet.

Ingen lærere har oplevet, at deres private telefon eller computer er blevet kompromitteret og vi har derfor ingen grund til at tro personoplysningerne er tilgået af uautoriserede personer.

Hørsholm Kommune gør alt, hvad vi kan for at sikre borgernes data. Den fejlagtige fremgangsmåde blev identificeret da kommunens GDPR-koordinator var på Musikskolen for at undervise i persondatasikkerhed som led i Hørsholm Kommunes løbende arbejde for at sikre borgernes data.

Husk i øvrigt at give skolens kontor besked påmusikskolen@horsholm.dk, hvis jeres kontaktinformation skal opdateres.

Kommentarer